Tina Hille

Det er sådan en herlig streg, Tina Hille præsenterer i sine billeder. Jeg kommer til at tænke på surrealisten Juan Miro`, første gang, jeg ser den. Og på en stærk følelse af livsvilje, som ramte direkte i solar plexus ved mit oprindelige møde med den spanske mester. Det er det rene, stærke udtryk hos dem begge, som fascinerer.

Farverne i Tina Hilles værker tilhører nutiden. Der er en sart mintgrøn, en sart rosa og en nærmest neon orange sammen med citrongult og masser af havblåt. Så det er måske ikke lige Miro`, de fleste vil sammenligne med, for han holdt sig typisk til sort, rødt, gult, og tilhører en helt anden epoke. Men den moderne, grafiske rumlighed i kompositionen og den tilsyneladende spontane streg har de to til fælles sammen med den legende livskraft. Jeg synes hun er modig Tina Hille. Der er meget på spil, mærker jeg. 

Billedbaggrundene præpareres, sommetider ved collage, sommetider i laserende farvetoner lag på lag. Og ved at forlænge mine redskaber, får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren. Jeg bruger, hvad mine øjne ser. I legeredskaberne udenfor, i rummet her taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. I starten blev jeg inspireret af croquis og af mine børns tegninger. Nu dukker der strukturer op, som gennemarbejdes i èt maleri og lægger kimen til det næste, viser Tina Hille. Men det er ikke alt, jeg kan planlægge. Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Fremgangsmåden fra Paul Klee og Cobra er en nærliggende reference til Hilles karakteristiske streg, men den er helt hendes egen.

I den diskurs som præger hverdagene, finder kunstneren mere inspiration, og føjer gennem sine billedtitler en accent til realiteterne. - Titlen Pas på spidsnæserne kommer udsprang af debatten om de fremmede, som blev lige lovlig skinger i mine ører, siger hun. I På flugt har hun indfanget mere af det aktuelle flygtningetema og fortæller en historie som rører. Men det er ikke det politiske, der er det bærende for kunstneren. - Det er det, som sker mellem mennesker, jeg prøver at skildre, understreger Tina Hille. I værket hamsterhjul har hun arbejdet rytmisk med travlhedens gentagelser og den livsform, der slet ikke tiltaler hende selv.

Hvis jeg skal lave nogle rigtig gode billeder, så er jeg nødt til at give dem den ro, der skal til, for at de kan lykkes. Jeg vælger friheden frem for pensionen, og satser på livsgejsten. Tina Hille har fundet et udtryk, og en platform, som giver hende glæde og ro til at tage de næste modige tigerspring.

Skrevet af Inge Schjødt, skribent ved kunstavisen ( Uddrag fra artikel bragt i Kunstavisen, januar 2016)